Aarhus Stiftstidende 4. marts 2006

Yringsfrihed eller Rethaveriskhed

Er vi danskere det hjælpsomme, velordnede og gemytlige folk vi selv tror vi er?

Det er typisk at se en cyklist i gang med at krydse vejen under et kort ophold i den ellers uophørlige strøm af myldretidstrafik. Når så en bilist nærmer sig vil han i stedet for at lette foden fra speederen trykke hornet i bund. Han har selvfølgelig forkørselsret, men skal det virkeligt forstås som en forpligtelse til at glemme al høflighed? Skal det forstås som en pligt til at undervise cyklisten i færdselsloven ved at frembringe en farlig situation?

Et andet eksempel er at danskerne er det folk i verden der er mest utilbøjelige til at betale for shareware, altså de frit tilgængelige computerprogrammer som udviklere i hele verden gør tilgængelige, imod at dem der bruger dem, frivilligt betaler for at bruge dem. Nej da, Danskere betaler da ikke for noget med mindre de er tvunget til det. Også selvom det fx betyder at al softwareudvikling ender hos nogle få monopoler.

Eksemplerne fra hverdagen er endeløse når man først begynder at kigge efter dem. Det gør ondt i nationalfølelsen at se at trafikken er mindre farlig i Italien, og at folk er mindre egoistiske i USA. Danskerne kommer til at fremstå som en flok rethaveriske regelryttere.

Billedet har på det seneste taget en drejning mod det værre. Startende med at en studentikos kulturredaktør skulle undervise i den civiliserede verdens ufravigelige presse og ytringsfrihed. Derfor måtte "muhamedanerne" virkeligt finde sig i at deres profet, symbolet på alt godt, blev hånet og latterliggjort. Regler frem for høflighed! Typisk dansk. Desværre, var det ikke kun kulturredaktørens fremmedfjendske kernelæsere der så smædeskriftet. Vi kender alle historien.

Ytrings- og pressefrihed er ufravigelige principper, det er der ingen der stiller spørgsmålstegn ved i Danmark. Det er godt, for ligesom færdselsloven er nødvendig for at få trafikken til at forløbe uden ulykker, så er ytrings- og pressefrihed vigtige principper der sikrer meningernes frie udveksling uafhængigt af hvad magteliten mener eller synes er opportunt.

Et af lyspunkterne i uendeligheden af flagafbrændinger osv. har imidlertid været at mange er blevet opmærksomme på det komplicerede forhold mellem ytringsfrihed og høflighed. Det er blevet diskuteret om pressefrihed er det samme som en moralsk forpligtigelse til at fornærme svage grupper, osv.

Men her kommer statsministeren så danskheden, eller rettere den særlige danske rethaveriskhed, til undsætning med sit udfald mod alle der modsiger ytringsfriheden, som et fanatiske princip om ikke at tage hensyn til om man træder på nogen. Med sin irettesættelse af kulturpersoner, presse og politikere, undlader statsministeren at fokusere på hvad der er meningen med at have ytrings- og pressefrihed. Billedligt talt siger statsministeren at man ikke skal holde tilbage for den der forsøger at komme ud fra en sidevej.

På denne måde fremmer statsministeren de kræfter i verden der forsøger at bilde folk ind at ytringsfrihed er den rette vej til tab af alle traditioner og religiøse værdier, og det er farligt for ytringsfriheden.

Vi er nødt til at diskutere ytringsfriheden, ikke for at drage den i tvivl, men netop for at styrke den og for at bevise at ytringsfrihed ikke er det samme som systematisk disrespekt for menneskelige og kulturelle værdier.

Der er mange steder i verden hvor ytringsfriheden står svagt, der er der meget at lære. Men vi skal som danskere også lære at principper ikke må stå i vejen for høflighed, hjælpsomhed, og venlighed.

Olav W. Bertelsen, lektor i datalogi